共找到 20 条结果
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
Introduktion Sygeplejersker spiller en stor rolle i mange rehabiliteringsforløb. Men da nutidens praktiske sygepleje er en blanding af behandlende, forebyggende, sundhedsfremmende, lindrende og rehabiliterende indsatser, kan der i en kompleks sundhedspraksis opstå tvivl om sygeplejerskens specifikke rolle i rehabiliteringsindsatser - især når der arbejdes i tværfaglige teams, hvor hver profession typisk har sine egne specifikke roller og kompetencer. Dette kan skyldes de mange forskellige opgaver og ansvarsområder, som sygeplejersken typisk håndterer i forskellige sundhedsfaglige kontekster. Vi vil derfor udforske sygeplejerskens særlige rolle i rehabiliteringsindsatser – også i tværprofessionelle og tværsektorielle forløb - samt klarlægge, hvordan sygeplejerskers kompetencer og ekspertise styrker denne indsats. I Hvidbog for rehabilitering præsenteres en definition af rehabilitering, som er bredt accepteret blandt fagfolk:
Det er veldokumenteret, at der er stor ulighed i kræftforløb fra diagnose til modtagelse af kræftbehandling, rehabilitering og overlevelse - især blandt lungekræftpatienter, som ofte har svær sygdom, komplekse behov, begrænset socialt netværk og begrænsede sundhedskompetencer. Sygeplejerskenavigation har vist lovende resultater i forhold til at forkorte udredningsforløbet, men vi mangler fortsat viden om hvilken effekt sygeplejenavigation har på symptomer, livskvalitet og overlevelse efter lungekræftdiagnosen er stillet. For at få viden herom og for at adressere uligheden har vi udviklet NAVIGATE interventionen, der som den første af sin slags har til hensigt at forbedre overlevelsen og livskvaliteten for sårbare lungekræftpatienter. NAVIGATE kombinerer samtaler med en navigatorsygeplejerske, støtte til håndtering af symptomer og fysisk træning. Navigatorsygeplejersken bruger teknikker fra den Motiverende Samtale til at støtte den enkelte patient i at gennemføre kræftbehandlingen og i at håndtere symptomer fra sygdom og behandling. Derudover bruges teknikkerne til at støtte patienten i at fortage de forandringer i sundhedsadfærd, som patienten finder relevant. Forud for et randomiseret kontrolleret studie, gennemførte vi en pilotundersøgelse, hvor alle patienter blev tilbudt interventionen. Resultaterne herfra viser vigtigheden af fleksibilitet og tilpasning af både forskningsmetoder og intervention, når sårbare patienter deltager i forskning. Rollen som navigatorsygeplejerske er en stor omstilling fra den vante kliniske praksis, men det er også givende at opleve, hvor stor en forskel man kan gøre for sårbare lungekræftpatienter i et vanskeligt og kompliceret behandlingsforløb, bl.a. ved at have god tid til at lytte og lade patienternes behov være udgangspunkt for samtalerne.
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
Baggrund: Stigende efterspørgsel på hjemmesygepleje og begrænsede ressourcer har givet den rehabiliterende indsats større bevågenhed. Omstillingen til denne strategi har vist sig vanskelig indenfor hjemmesygeplejen. Formål: at belyse sygeplejerskernes oplevelse af at yde borgeren en rehabiliterende indsats i hjemmesygeplejen. Metode: Spradley’s metode for kvalitativ etnografisk deltagerobservation blev benyttet til dataindsamling og analyse. Tre sygeplejersker blev fulgt tre formiddage. Fund: den rehabiliterende indsats blev set som metode til at gøre borgerne uafhængig af hjælp fra kommunen. Med afsæt i vurderings- og udredningsbesøg blev sygeplejerskernes arbejde rammesat af ydelser og kørselslister. Derfor blev dokumentation afgørende for om en rehabiliterende indsats blev udført. Det særlige fokus på borgerens aktivering betød at hverdagsrehabiliteringen kunne blive meningsløs for sygeplejersken. En styrkende faktor for den rehabiliterende indsats, var et personligt kendskab og relation til borgeren. Konklusion: Sygeplejerskernes rehabiliterende indsats var opgavebaseret og styret af organisatoriske rammer og hæmmet af fragmentering. Derfor udeblev en helhedsorienteret rehabiliterende indsats.
Baggrund: Pleje af borger med diabetes og demens kræver betydelig planlægning og gennemgang, og der skal foretages løbende vurdering af patientens egenomsorgsevne, som blandt andet fødeindtag, og evnen til at administrere medicinen på en forsvarlig måde. Diabetes og demens kan manifesteres samtidigt, hvor den ene er potentielt livstruende, mens den anden forårsager et alvorligt progressivt tab af hukommelse og kognitiv funktion. Ved tilstedeværelsen af begge diagnoser, udsættes sygeplejersken for udfordringer med hensyn til at udføre sit arbejde når det kommer til at yde sygepleje interventioner til patienter, der har mistet evnen til at yde egenomsorg. \nFormål: Studiets formål er at undersøge hjemmesyglejerskens erfaring i at yde sygepleje til ældre borger i eget hjem som er diagnoseret med diabetes og demens. \nMetode: Et beskrivende kvalitativ design, hvor data blev indsamlet med interviews (n=10) og transskriberede data blev analyseret ved hjælp af en kvalitativ indholdsanalyse. \nResultat: Hjemmesygeplejersken arbejder opgavecenteret frem for personcentreret, hvor Sygeplejersken udtrykker at de er hverken fagligt eller personligt er klædt på til at kunne håndtere disse udfordringer, da retningslinjerne er for generelle og er ikke tilpasset den komplekse multisyge borger. Sygeplejerskerne efterlyser mere undervisning, mere forskning og flere specialiseret sygeplejersker på arbejdspladsen som er letter tilgængelig, hvor sygeplejersken kan henvende sig ved behov. Der understreges at der også er behov for kontinuitet i arbejde da de demente borger har brug for tid og trygge rammer. \nKonklusion: Sygeplejerskernes erfaring er at de dagligt udsættes for udfordringer, hvor sygeplejerskens kernekompetence og faglighed bliver sat på prøve. Sygeplejerskerne udtrykker at de er hverken fagligt eller personligt klædt på til at kunne håndtere udfordringerne i forhold til kost, medicin og forebyggelse af komplikationer. De efterlyser mere forskning, uddannelse inden for diabetes og demens. Sygeplejerskerne de mener at efteruddannelse vil løfte kompetencerne som vil være til gavne for disse borger.
Baggrund: Når patienter indlægges på palliative sygehusafdelinger, er lindring af lidelse den sygeplejefaglige målsætning. Sygepleje-patient-relationen er afgørende for lindringen, men er udfordret i hospitalsvæsenet. Formål: At belyse patienters oplevelse af relationen til sygeplejersken på en palliativ sygehusafdeling, og beskrive præferencerne til den lindrende relation. Metode: Reflective Lifeworld Research er valgt som metodologisk ramme for gennemførsel og analyse af semistrukturerede interviews, hvor tre patienter på en palliativ sygehusafdeling er inkluderet. Fund: Relationens essens viser sig som patienters behov for ”at blive omfavnet af sygeplejerskens person og faglighed i et fælles møde med lidelsen”. Essensen uddybes gennem tre konstituenter: ”Når der er brug for nærværende tid i en travl og rutinepræget praksis”, ”når omsorgens elementer er synlige, men ikke altid følges til dørs” og ”når opgaveudførelsen er en selvfølge og samtidig fundamentet for tilliden i samspillet”. Konklusion: Sygeplejersker må investere personlige og faglige kompetencer i relationen, hvis patienter skal opleve lidelsen lindret.
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
Artiklen beskriver en undersøgelse foretaget i 2008 omhandlende sygeplejerskers rolle i tværfaglige team i neurorehabilitering på hospitalet. Fund fra denne undersøgelse relateres til nyere undersøgelser og til de udfordringer, der er forbundet med at organisere neurorehabilitering i både hospitals- og kommunalt regi i 2014. Baggrund: De seneste år er neurorehabilteringen organiseret med tværfaglige team, og undersøgelser har vist, at det påvirker patientens rehabiliteringsforløb i positiv retning. Samtidig varetager social- og sundhedsassistenter en del af sygeplejen hos patienter med behov for neurorehabilitering. I denne undersøgelse blev fokus at belyse, hvordan teamsamarbejdet har indvirkning på sygeplejerskers rolle i de tværfaglige team på en dansk neurorehabiliteringsafdeling. Metode: Interview med tre forskellige personalegrupper i de tværfaglige team: Sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og ergoterapeuter vedrørende samarbejdet og forventninger til hinandens roller i det tværfaglige team. Fund: Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter blev i stor udstrækning opfattet som én gruppe, ”plejen”. Generelt blev sygeplejerskens bidrag beskrevet i forhold til patientens fysiske behov. Det var vanskeligt for sygeplejersker at italesætte deres bidrag, og teamsamarbejdet bar præg af, at det fungerede opdelt og ikke nødvendigvis ud fra fælles mål. Konklusion: Sammenlignet med de roller, der er identificeret i litteraturen, tyder det på, at de muligheder og krav, som er beskrevet for sygeplejersker i neurorehabiliteringsteamet, ikke har været tydelige for sygeplejersker som brugbar referenceramme for deres praksis. Det kan have betydning for, om man med den nuværende organisering vælger at knytte sygeplejersker til de tværfaglige team, som arbejder med rehabilitering af patienter med hjerneskade. Søgeord: Interviewundersøgelse, neurorehabilitering, roller, tværfagligt samarbejde.
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
Bogkapitlet beskriver sygeplejerskens arbejdsområdet samt det sproglige og historiske grundlag, sygeplejen bygger på i Danmark. Kapitlet rummer flere fortællinger fra sygeplejersker, der arbejder indenfor forskellige områder, specialer og sektorer. Dette for at udfolde det faglige fundament, som professionen bygger på samt de utallige muligheder, sygeplejerskeuddannelsen åbner for.
Selvom forskning i sygepleje endnu er en ung tradition er den ikke mindre betydningsfuld. Og selvom forskning i sygepleje ikke kan klassificeres som grundforskning, og nok ikke står lige for at få Nobelprisen for noget der har betydning for menneskeheden, så er det vigtigt, at forskning i sygepleje som oftest bidrager til at gøre noget godt og vigtigt for mennesket. Som den danske filosof Løgstrup har udtrykt det, så kan det stå i sygeplejerskens magt om livet lykkes eller ej:
De europæiske anbefalinger for sygeplejerskens rolle i behandling af inflammatorisk artrit blev opdateret i 2019. Anbefalingerne vejleder læger, sygeplejersker og patienter, og de fremhæver især involvering af sygeplejerskerne. Dette skal skabe tillid i hele behandlingsforløbet. Faglig undervisning af sygeplejersker fremhæves også som væsentlig og bør prioriteres.
Anmeldelse af "At lede sygepleje – sygeplejerskens virksomhedsområde", Gads Forlag 2019. Dorte Samson Eldrup & Tine Glasscock (Red.)
暂无摘要（点击查看原文获取完整内容）
At være patient indebærer lidelse og et følelsesmæssigt pres, som kan skabe utryghed. At skulle have hjælp fra andre, under sådanne vilkår kan være udfordrende. Både for patienten og for sygeplejersken. Her er der risiko for, at misforståelser opstår, og at en konflikt optrappes. Konsekvensen heraf kan være, at sygeplejen påvirkes negativt, og at det medfører dårligere behandling for patienten og dårligt arbejdsmiljø for sygeplejersken med øget risiko for mentale belastninger, under- og overinvolvering og forråelse. Det kan derfor være betydningsfuldt at se nærmere på disse konfliktoptrappende situationer, og på hvordan sygeplejersken kan hjælpe patienten, sig selv og sit arbejdsmiljø. I denne artikel vil vi belyse dette ud fra teori om konflikthåndtering og mentalisering via Kierkegaards tanker om hjælpekunst. Teorien om mentalisering er bl.a. kendt indenfor det psykiatriske speciale. I mentaliseringsteorien beskrives, hvorledes fagpersoner kan forstå, opretholde og stimulere mentaliserende processer, for at hjælpe den anden i relationen. Motivationen forud for denne artikel er, at den somatiske sygeplejerske også bør kende til mentalisering, non-mentalisering og mentaliserende processer, for at kunne hjælpe patienten ved “at finde ham der, hvor han er, og begynde der”, således at misforståelser og konflikter håndteres, og god sygepleje består.